mandag den 28. oktober 2013

Melbourne

Melbournes gader er lagt som skaktern med lige linjer og er meget nem at finde rundt i. Vi bor på 14. sal på et godt hotel, som ligger lige ud til floden – mon det fortsætter på hele turen med disse ”flodudsigter”…
Flyveturen fra Singapore tog ca.7 timer, vi forsøgte at sove nogle timer, da det var nat, men det blev vist ikke til mere end et par timer og så en Roby Williams koncert på skærmen.
Det var derfor en træt gruppe som startede opholdet i Melbourne med at få morgenmad på hotellet, og derefter direkte af sted på guidet bus rundtur i byen. Heldigvis var der stop en del steder, hvor vi så kunne komme ud og se/trække frisk luft.


Første stop var Captain Cook’s cottage:

Hvem var Captain Cook?

Kaptajn James Cook var en engelsk opdagelsesrejsende (1728-1779) og den første europæer, der opdagede Hawaii, Australien og New Zealand. Cooks bedrifter som opdager og sømand var så betydelige og værdifulde, at man kan sammenligne ham med de store nautiske opdagere som f.eks. Christoffer Columbus og Magellan. Endvidere havde kaptain Cook stor forståelse for kostsammensætningens betydning og derfor døde ingen af hans besætningsmedlemmer af skørbug, hvilket ellers var almindeligt på den tid.


Facts om Captain  Cook's Cottage:

Huset blev bygget  i 1755 i England af kaptajn Cooks forældre. Man ved ikke med sikkerhed om han selv boede i huset, men i hvert fald har han besøgt sine forældre der.
I 1993 besluttede ejeren af huset at sælge det på betingelse af at huset skulle blive i England. På forunderlig vis blev "England" ændret/fortolket som "Imperiet" og ejeren accepterede et bud på 800 britiske pund fra en australsk køber. Højeste engelske bud lød kun på 300 britiske pund.

Huset blev demonteret sten for sten og pakket i 253 kasser og 40 tønder og blev fragtet med skib til Melbourne, hvor det blev genopbygget som en donation til befolkningen i Victoria for 100-års dagen for Melbournes grundlæggelse i oktober 1934.

Captain Cook's Cottage har siden været en populær turist attraktion, omgivet af en engelsk "cottage" garden.






I den ene ende af botanisk have ligger et kæmpe stort monument der hedder “Shrine of Remembrance”. Det er til ære for de faldne australske soldater i verdenskrigene samt andre senere krige.






Udsigt oppe fra Shrine of Remembrance

Melbourne opstod oprindeligt som by på baggrund af store guldfund i områderne uden for byen. Guldet ses stadig som en faktor i vore dage – f.eks. er byens højste  bygning – Eureka Tower – belagt med 24 karat guld på de øverste 10 etager. Bygningen ses fra store dele af byen og man kan komme op på 88’ etage på 38 sekunder med en elevator, som fører en op til ”Sky Deck”. Her nød vi både kaffe og udsigt.


Vores hotel er den hvide bygning midt i billedet ud  til floden.

Botanisk Have er meget stor og meget flot. Vi så masser af blomstrende rhododendron, nyudsprungne træer og nød stilheden, som den oase en botanisk have altid er.




Der kører stadig sporvogne i Melbourne, de har faktisk ingen bybusser.  En af de gamle sporvogne er omdannet til restaurant, og her spiste hele vores gruppe i aftes en formidabel 3-retters middag med frie mængder af vin til – alt imens vi kørte gennem byen.  Meget stemningsfuldt og hyggeligt.


Melbourne er helt sikkert en dejlig storby, masser af shopping muligheder, masser af flotte bygninger og også sport præger byen med mange store arenaer og sportsstadiums.

Byens flotte hovedbanegård Flinders Street Station ses her:


I morgen meget tidlig går turbussen videre, vi skal ned langs sydkysten og se nationalparker og køre ad Great Ocean Road.


2 kommentarer:

  1. Tak for turen, jeg håber, I når at få en god nats søvn, inden turbussen kører videre.
    Fine billeder og fin tekst, vi bliver hele tiden lidt klogere.
    Knus Lisbeth

    SvarSlet
  2. Hej med jer to.Dejlige billeder fra både Singapore og Melburne..Det er interessante byer at læse om.Det må være fantastisk at bevæge sig rundt og opleve nye steder hver dag.
    Og altid dejligt at besøge en Botanisk have.Har selv kørt i sporvogn på vores tur til USA.
    Håber i når at nyde turen og får taget en masse film og billeder.Knus Jette

    SvarSlet

Læg en hilsen hvis du har lyst. Det er ikke sikkert at vi svarer, men vi læser alle kommentarer.